Manifesto

(Note: Et manifest er en vanskelig, absolut størrelse, da alting flyder og udvikler sig, og da det netop handler om ikke at tænke i absolutter; men et manifest kan være et nedslag i tiden og en række tanker om projektet).

 

Dybden i et løg består af alle de visuelle overflader, det er bygget op af.

Når man skræller løget, er der til sidst ikke noget tilbage.

Det centrum, man søgte, eksisterer ikke som andet end vejen derhen.

Hver overflade på skrællerne, som løget består af, rummer et plateau, en ny verden at dykke ned i.

Der er en dybde og en mening i denne visuelle overflade - fuld af subtile betydninger.

Der er dybde i overfladen.

Narationen gemmer sig her i overfladen, nedslaget i tiden, den fremgangsmåde, hvormed den er skabt, materialet. Ikke som et middel til et mål - for målet, pointen, et facit eksisterer ikke i midten af skrællerne, men derimod lige hér i nedslaget.

Der er masser af historier, meninger, dybder; men de stiller spørgsmål, snarere end at være endemål.

De stiller gåder op via visuelle statements. De skaber frihed og åbenhed gennem flere end én sandhed.

Hvert løg på marken er en sandhed fyldt med lag af sandheder. Verdener fyldt med lag af verdener. Flettet sammen under jorden i et rodnet uden begyndelse og ende. Uden A til B. Et samhørigt virvar uden blokerende barrierer og absolutter.

Indholdsmæssigt har de store historier altid været de samme: Kærlighed, liv, død, krig, fred osv. Det der skifter, og som betegner en bestemt periode, er de visuelle fremgangsmåder, hvormed disse historier bliver formidlet. Det er formen, det visuelle lag, der ændrer sig.

At observere det visuelle er ikke en overfladisk tilgang, da det observerede fænomen netop kan VÆRE sit eget indhold; men alligevel prøver mennesket at putte labels på fænomener for at indfange dets indhold og tilsyneladende dybde bagved. Når man f.eks. går en tur i skoven og ser et træ, så ser man måske et “egetræ”. Når man går i en by, ser man et bestemt egennavn. Når man passerer et andet menneske, ser man måske en fremtoning, der fortæller noget om en bestemt kultur eller subkultur med de associationer, det måtte afstedkomme.

Det er alt sammen labels eller tolkninger, der sættes på de fænomener, man møder. Det er labels, der skulle fortælle noget om indholdet i det fænomen, man møder. Det vil sige, at det er tanken om en ikke-overfladisk undersøgelse af det pågældende fænomens betydning. Man forsøger altså gennem disse undersøgelser at trænge ind til fænomenets dybere mening.

Men kunne man forestille sig, at det label, man sætter på et givent fænomen, omvendt kunne være en barriere for forståelsen og en mere direkte oplevelse af dette fænomen?

I videnskabens verden findes begrebet “observationseffekten”, som handler om, at man ikke kan undgå at påvirke det observerede fænomen - simpelthen grundet observationen. Ligeledes kunne jeg tilføje, at man ydermere vælger dels et punkt at observere fra, dels HVORDAN man observerer. Disse filtre, der observeres igennem, og de labels, der dermed bliver sat på observationen, determineres af den observerendes bagage og forudgående erfaring. Det observerede bliver dermed farvet - eller ligefrem ændret. Den dybde, man ville til bunds i, ændres dermed.

Kigger man derimod på det visuelle, das Ding an sich, som Kant taler om, får man måske en renere og dermed mere dybdegående oplevelse af fænomenet. I så fald er oplevelsen af det visuelle ikke blot en overfladisk observation, men derimod en perception af fænomenets dybe lag.

Lad os gå tilbage i skoven. Du ser et træ. Oplever du træet? Tiden, der har furet og formet den hundredeårige, visuelt interessante bark? Vindens raslen i bladene, der hvisker om for længst glemte tider? Eller ser du labelen, “egetræ”?

Hvilken af disse observationer rummer den dybeste oplevelse? Med hvilket blik vælger man at se? Er det blikket, der tolker, eller er det blikket, der oplever?

Når du ser ind i et medmenneskes øjne, ser du så et kulturelt koncept, der fortæller om jeres forskelligheder, eller ser du ind i personens dybder og opdager lighederne, der binder jer sammen - på tværs af afstande og overfladiske labels?

Måske skaber labels barrierer, hvor den visuelle oplevelse bygger bro. Jeg ved det ikke; men jeg tror at blikket på det visuelle, fladen, oplevelsen af tingen i sig selv, forsøgsvis kan åbne op for flere og måske mere subtile tolkninger end det konceptuelt pointeorienterede blik. Der kan ligge en masse pointer og historier i det visuelle i sig selv - som et billede er: Et visuelt statement i verden - uden ord.

Som supplement kan det være yderst interessant at beskrive værket med ord; men der vil altid være en usagt kerne, om hvilken ordene drejer, som et lille planetsystem, eller partikler rundt om atomkernen. Denne kerne er billedet, skulpturen, værket - som dermed har sin visuelle berettigelse i verden. Ordene kunne ikke leve uden denne kerne blottet for ord.

Denne visualitet i verden åbner op for et frirum. En visualitet, som en berettiget, irrationel bastion i et ellers målrettet, bundlinjeorienteret og facit-fokuserende samfund.

Værket kan selvfølgelig være skabt ud fra eller bestå af ord; men der ligger en diffus, transcendent, visualitet bagved - som da Einstein ramtes af relativitetsteorien gennem billedet af, at ride på en lysstråle. Billeder og visuelle statements er essentielle for vores forståelse af verden.

Glæde, dybde og lys til Visuel!

- Jonas Pihl


Jonas Pihl reciting VISUEL´s manifesto

 


Jonas Pihl reciting VISUEL´s manifesto

 


Jonas Pihl reciting VISUEL´s manifesto

 


Jonas Pihl reciting VISUEL´s manifesto

 


Jonas Pihl after reciting VISUEL´s manifesto